Spring til indhold
Forside

Nyhed

Universitetsfesten 2024: Studerende og ansatte fejrede universitetets 50-års jubilæum

Lagt online: 02.06.2024

Omkring 1.900 studerende og ansatte fejrede fredag Aalborg Universitets 50-års jubilæum ved en gigantisk fest i Aalborg Kongres og Kulturcenter med middag og koncerter. Se eller gense festlighederne her.

Af Lea Laursen Pasgaard og Sofie Astrup, AAU Kommunikation og Public Affairs. Fotos: William Brændstrup

Flagene var hejst, solen skinnede og den røde løber var rullet ud ved Aalborg Kongres og Kulturcenter (AKKC) fredag den 30. maj. Her var cirka 1.900 studerende og ansatte fra Aalborg Universitet (AAU) i løbet af aftenen samlet til den årlige Universitetsfest, som i anledningen af universitetets 50-års jubilæum i år var både større, længere og fyldt med mere glimmer end sædvanligt.

Fra scenen kunne rektor Per Michael Johansen byde velkommen til en sal fyldt med festklædte deltagere, som var fordelt ved langborde i den store sal, der i dagens anledning var dekoreret med lys og balloner.

”Dette år er specielt. Universitetet fylder 50 år. Og universitetet har vokset sig stærkt og betydningsfuldt i løbet af de 50 år. Vi har alle meget at fejre og feste for. Derfor synes jeg, at vi sammen skal råbe et højt hurra for Aalborg Universitet. Længe leve Aalborg Universitet…” lød det fra rektor, hvorefter studerende og ansatte stemte i med: Hurra. Hurra, hurra!

Efter middagen fik bandet The Heat sparket gang i dansegulvet, og aftenen bød i år på koncerter fra to forskellige scener – med blandt andre Jada, Zar Paulo og Kato. I foyeren og på gangene var godt gang i snakken ved bordene, og de to photobooth-vogne var populære hos mange deltagere, der fik et godt gammeldags foto med sig hjem som minde om et brag af en 50-års fødselsdag.

AAU Update var med til festen og har talt med en lille håndfuld deltagere om, hvorfor de valgte at bruge en fredag aften på en 50-års fødselsdag.

Hvad sagde deltagerne om festen?

Tina Molbo

Projektøkonom ved Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning, Klinisk Institut

Mads Græsbøll Christensen

Professor og institutleder ved Institut for Elektroniske Systemer

Ruth Klitte

Administrativ medarbejder ved Forskningsservice

Jonathan Cervantes Gómez

Ph.d.-studerende ved AAU Energi

Hvad glæder du dig mest til ved jubilæumsfesten i aften? 

Tina: Jeg har kun været her i fem måneder, så det er helt nyt for mig at være med til sådan en fest her – og sådan et jubilæum ikke mindst. Jeg kan høre, det er en årligt tilbagevendende begivenhed, men jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. 

Mads: Jeg glæder mig til at hygge med alle fra universitetet – det plejer bare at være sjovt. 

Ruth: Til at hygge mig med mine kollegaer og til at møde nogen, man kender. 

Jonathan: Til at danse og feste. 

Universitetsfesten er i år også en markering af universitetets 50-års jubilæum. Hvad er din din relation til AAU, og hvad er universitetet for dig?

 
Tina: Det er jo min arbejdsplads, og det er en måde at lære både kollegaer og nogle af de studerende at kende. Jeg ser dem jo dagligt på gangen. 

Mads: For mig personligt har AAU været en stor del af mit liv. Jeg flyttede til byen i 1997 for at læse her, og så har jeg været ansat her siden hen. Så det er jo en kæmpestor del af mit liv, der er på universitetet – og Aalborg også! Universitetet betyder utrolig meget for Aalborg og byens transformation fra at være en gammel industriby til at blive en moderne vidensby. Så ja, det er en stor del af mit liv. 

Ruth: Altså jeg var med til 40 års-jubilæet, hvor – dengang – kronprins Frederik var med i Musikkens Hus. Jeg har kun været her i 10-11 år, og jeg tænker, at vi er blevet et meget mere visionært universitet, og der er sket en masse utroligt gode ting på mange måder. Også indenfor forskningsområdet. 

Jonathan: Jeg er meget stolt af at være en del af organisationen og af at arbejde med at udvikle forskningen indenfor ingeniørvidenskab og science.

Se flere billeder fra festen nedenfor:

AAU's 50-års jubilæum

Aalborg Universitet fejrer i år 50-års jubilæum. Det bliver markeret ved forskellige lejligheder i løbet af året.

Læs mere her