Professor Poul Duedahl efter 21 år på AAU: Planen var egentlig kun at blive i tre år

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: Anders Bach

Poul Duedahl har altid interesseret sig for fortiden. I begyndelsen havde han en plan om at blive arkæolog, men som 13-årig var han med Nationalmuseet på udgravning og opdagede, hvor elendigt vejret er i Danmark. Det ændrede planerne.

”Jeg var gennemblødt syv dage i træk. Der besluttede jeg mig for at sidde inden døre og nærstudere dokumenter i stedet for. Og, nå ja, så er historien jo menneskehedens erfaring – her finder du svaret på langt det meste af det, du som menneske nogensinde får brug for at vide,” lyder det fra Poul Duedahl, professor i historie ved Institut for Politik og Samfund på AAU.

Universitetet fejrer i år 50-års jubilæum, og Poul Duedahl er en af de AAU-ansatte, som AAU Update har interviewet om sit forhold til og syn på AAU – samt ønsker for arbejdspladsens fremtid. Hvorfor endte de på AAU – og hvorfor er de her endnu? Serien bliver bragt på AAU Update hen over det nye semester.

Frihed og en indre skrivetrang

Ifølge Poul Duedahl var det held og tilfældighed, der gjorde, at han for 21 år siden fik arbejde på AAU. Han er født og opvokset i Fredericia og læste historie på Syddansk Universitet i Odense. Samme dag han forsvarede sit speciale, blev han tilbudt et job som arkivar på Odense Stadsarkiv.

”Der kunne jeg jo egentlig bare været blevet. Men jeg har en indre drift – en skrivetrang – som krævede bedre udfoldelsesmuligheder, så efter et par år søgte jeg videre. Men der var kun et enkelt ledigt ph.d.-stipendium i historie at opstøve i landet, og det var i Aalborg. Jeg søgte og fik det,” fortæller Poul Duedahl.

Aftalen med hustruen var, at parret kun skulle blive i Aalborg i de tre år, stipendiet løb. Men i løbet af de tre år fik de børn og karrieremuligheder. De blev glade for byen og for den nordjyske natur. Poul Duedahl har siden fået tilbudt attraktive jobs, men nåede i sidste ende frem til, at betalingen var at sige farvel til den udstrakte frihed, han har i Aalborg.

”Den vil jeg ikke bytte væk for en smuk titel eller en lækker embedsbolig. Det er forklaringen,” forklarer professoren.

Netop frihed og fleksibilitet er det, Poul Duedahl holder allermest af ved sit arbejde. Men graden af den veksler løbende.

”Chefer, der giver deres ansatte ro til at forske og formidle, og stoler på, at de er bedst til at forvalte deres egen tid, er dem, der har givet mig størst arbejdsglæde – og gjort mig mest produktiv – gennem årene. Detailstyring, derimod, har fanden skabt,” siger Poul Duedahl.

”Og så er der jo de studerende. Jeg elsker at undervise. Men de helt nye studerende, som kommer vrimlende i september med åbent sind, forventningens glæde og nysgerrighedens interesse holder jeg allermest af. Når du tænder en gnist i deres øjne, følger arbejdsglæden helt automatisk,” tilføjer han.

Større og strømlinet

Universitetet har ændret sig utrolig meget i de 21 år, Poul Duedahl har været en del af det. Først og fremmest størrelsesmæssigt.

”Da jeg ankom, gik daværende rektor Sven Caspersen rundt og talte med hver enkelt medarbejder i dagene op mod jul. Det kan ikke længere lade sig gøre. Men alder gør også noget godt. Da jeg ankom, var der stadig mange uden for Nordjylland, som aldrig havde hørt om AAU og rynkede lidt på næsen. Sådan er det ikke længere. Det hjælper at have lidt på CV’et,” siger Poul Duedahl.

Han mener, at AAU på mange måder er blevet mere strømlinet med årene, og at universitetet i dag minder meget om universiteter, man finder andre steder.

”Måske endda fordi omverdenen i stor stil har kopieret AAU’s ideer om samfundsrelevant forskning og det gruppearbejde, som gør en stor forskel for studerende. Både læringsmæssigt og socialt. Og den betydning universitetet har haft for byen kan ikke overvurderes. Vi flyttede til en lettere slidt industriby og befinder os nu i en cool vidensby,” siger historieprofessoren.

Stolthed er mest noget, Poul Duedahl forbinder med sine børn og sine bøger, men det glæder ham altid, når AAU eller kolleger klarer sig godt:

”Som førstegenerationsakademiker føler jeg mig jo alligevel lidt stolt over af at være ansat på det universitet, som rummer flest mønsterbrydere. Og så følger jeg jo med og synes, det er dejligt for os allesammen, når det går kolleger godt, og de skaber vacciner og lindrer smerter – eller skriver en banebrydende bog,” forklarer han.

Poul Duedahl er altid beskeden, når det gælder fremtiden. Han mener selv, det er en erhvervsskade som historiker. Adspurgt hvilke ønsker, han har for sit universitets fremtid, er svaret lidt politisk ro og lidt færre nye ministre.

”Vi har haft mange af dem, og hver gang vi får en ny, skal der sættes en dagsorden ved at gøre op med forgængerens. Jeg håber, at basismidlerne må blive fordelt mere ligeligt på tværs af landet, og at den geografiske bias, der stadigvæk kendetegner fonde, som egentlig burde være til gavn for hele Danmark, vil fortrække derhen, hvor peberet gror. Og så håber jeg, at universitetet vil holde fast i den udstrakte selvledelse, som i mine øjne er det i de forløbne 50 års historie, der har gjort AAU allermest attraktivt,” lyder det.