Er der nogle erfaringer, som I tager med videre i jeres uddannelser og karrierer?
Peter: "Jeg tror, der er rigtig meget, vi kan bruge. Vi er f.eks. blevet gode til at strukturere vores tid og prioritere opgaver. I starten var vores tilgang meget uorganiseret, men nu ved vi godt, at vi er nødt til at følge en plan for at få et godt resultat."
Hans: "Ja, nemlig. Overgangen fra gymnasiet, hvor du hele tiden får at vide, hvad du skal lave, til et mere selvstændigt læringsmiljø på universitetet, kan godt være udfordrende. I et gruppearbejde skal man i fællesskab definere og fordele arbejdsopgaver, og det kræver kommunikation og koordinering. Det er vigtige kompetencer både nu og i fremtidige situationer."
Jonatan: "Jeg tror bare helt fundamentalt, at vi har lært at samarbejde og at arbejde som en gruppe. Det indebærer fælles ansvar, kommunikation og konflikthåndtering. Det vidste vi måske godt i forvejen, men PBL og gruppearbejde har givet os en dybere forståelse og praktisk erfaring med det."
Casper: "Ja, vi har virkelig lært at arbejde som en samlet gruppe. Vi ved, hvad vi hver især kan bidrage med til projektet, og hvordan vi kan bruge hinandens styrker til at nå et fælles mål, i stedet for, at det bliver en kamp om, hvem der kan lave tingene først."
Hans: "Noget, som jeg også tror er en stor gave, er, at vi har øvet os i den her parallelle problemløsning. Vi står ikke alle sammen og sparker til det samme dæk. Vi arbejder sideløbende med det samme problem fra forskellige vinkler, og det er en god erfaring at tage med videre, for sådan fungerer det også på arbejdsmarkedet."
Claudia: "Ja, gruppearbejde er jo en naturlig del af et arbejde. Så det er fedt at få sat ord på det og blive valideret i, at man er god til det. Selvom man måske intuitivt bruger elementer af PBL i sit arbejde, er det en god øvelse at få det formaliseret, så vi bliver mere bevidste om processen."