Spring til indhold
Forside

Nyhed

Mette Frederiksen: Vi får brug for en åndelig oprustning

Lagt online: 03.04.2025

Spørgelysten var stor, da statsminister Mette Frederiksen tirsdag gæstede AAU for at debattere Europas fremtid med universitetets studerende. Hun pointerede blandt andet vigtigheden af uddannelse og forskning i forhold at møde de udfordringer, der kommer fra Rusland og en verden i forandring.

Af Lea Laursen Pasgaard og Sofie Astrup, AAU Kommunikation og Public Affairs
Fotos: Lasse Møller Badstue

Fremtidens stemmer er ikke bange for at stille de svære spørgsmål. Det stod klart, da statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag den 1. april mødte AAU’s studerende til en debat om sikkerhedspolitik og Danmarks rolle i en forandret verden.

Efter en kort tale, strøg hænderne i vejret med skarpe spørgsmål om store emner. Hvem udgør reelt den største sikkerhedspolitiske trussel for Danmark i øjeblikket – Rusland eller USA? Har vi sovet i timen i forhold til Grønland?

Betydningen af uddannelse og forskning

Statsministeren fik også flere spørgsmål til, hvilke uddannelser der bliver særligt vigtige i fremtiden, og hvordan en styrkelse af de lange videregående uddannelser vil indgå i den forestående oprustning af landet. Hertil svarede Mette Frederiksen, at hun mener, den militære oprustning ikke kan stå alene.

”Vi får brug for en oprustning, der er mindst lige så vigtig. Det er den åndelige. I de kommende år bliver vi bombarderet med viden, der ikke er rigtig, og det er en ret vild forvandling af den offentlige debat, som vi har set igennem de senere år,” sagde statsminister Mette Frederiksen.

”Nu oplever vi, at man kan diskutere fakta, og det er rigtig, rigtig farligt,” tilføjede hun.

Når man lægger kombinationen af konspirationsteorier, fake news, robotter, algoritmer og kunstig intelligens sammen, mener statsministeren, at vores modstandskraft som individer bliver afgørende for demokratiets fremtiden.

”Vi skal simpelthen være kloge. Vi skal være dygtige. Vi skal være nysgerrige, og vi skal kunne skelne mellem, om et opslag på sociale medier er rigtigt eller forkert. Det kommer til at stille vanvittige krav til os alle sammen, og her er det klart, at universiteterne kommer til at spille en kæmpe rolle i at sikre, at vi kan skelne mellem ret og vrang,” lød det.

Efter 37 minutter blev debatten rundet af. Statsministeren havde dog tid til at blive efter arrangementet for at besvare endnu flere spørgsmål fra de fremmødte studerende.

Habil Abdirishid Ali Odaysuge og Casper Kanta Dokter, jurastuderende

Anna Signe Corneliussen, studiesekretær ved Juridisk Institut

Sebastian Sørensen og Thomas Storm, sociologistuderende

Habil Abdirishid Ali Odaysuge og Casper Kanta Dokter, jurastuderende

Hvad tager I med fra debatten med Mette Frederiksen?

Habil Abdirishid Ali Odaysuge: ”Den åndelige oprustning” – der bliver stillet krav om, at vi skal smide flere penge til forsvaret, hvilket gør mig nysgerrig på, hvor pengene skal komme fra. For når vi opruster, kan vi enten øge skattetrykket eller redistribuere flere af de penge, der allerede bliver brugt i det offentlige mod forsvaret. Derfor ville jeg gerne have haft mulighed for at stille hende spørgsmålet om, hvilken mulighed hun ville vælge.

Casper Kanta Dokter: Jeg er nysgerrig på, hvad vi, som Vesten, skal kunne tåle i forhold til den relation, der er mellem USA og Europa, og hvordan Europa kan stå sammen mod Rusland. For mig lød det til, at hun havde en idé om, at vi skal stå sammen, men jeg bliver i tvivl om, hvordan vi fortsat skal gøre det, når vi oplever tilnærmelser fra USA, og om vi formår at svare nok igen.

Hvad var mest interessant?

Habil Abdirishid Ali Odaysuge: Danmark er ikke en særlig stor geopolitisk spiller. Derfor synes jeg, at det var interessant at høre, hvordan den internationale politiske situation kommer til at påvirke os som borgere. Derfor er det mest interessante for mig, hvordan Danmark kommer til at handle på den internationale scene som en del af EU, og hvordan det så påvirker os og vores anvendelse af offentlige institutioner.

Casper Kanta Dokter: For mig var det den geopolitiske situation. Debatten handlede også om Europa og Europas sikkerhed, så måden hun gjorde det klart, at Rusland er vores største fjende lige nu, var interessant.

Anna Signe Corneliussen, studiesekretær ved Juridisk Institut

Hvad tager du med fra debatten med Mette Frederiksen?

Anna Signe Corneliussen: Jeg tager med, at krigen nok er tættere på, end jeg havde regnet med. Dog lyder det ikke til, at det bliver en traditionel krig, men en handels- og toldskrig. Debatten har også gjort mig klogere på, hvordan det påvirker os i vores hverdagsliv, og hvordan krigen kan påvirke den unge generation. Både socialt og i forhold til vores sikkerhedsnet, hvis der kommer en aktiv krig.

Hvad var mest interessant?

Anna Signe Corneliussen: Hun talte om vores åndelige uddannelse. Altså at vi skal lære at skelne mellem fakta og fake news. Det, synes jeg, var en god pointe i forhold til, hvordan man som studerende og medarbejder på universitetet kan være med til at stå imod.

Thomas Storm og Sebastian Sørensen, sociologistuderende 

Hvad tager I med fra debatten med Mette Frederiksen?

Thomas Storm: Jeg ville gerne have hørt om politikken internt i det danske samfund, og jeg blev overrasket over, at det i stedet kom til at handle om en krig, som åbenbart er lige rundt om hjørnet, og at Mette Frederiksen beskriver, at vi står i den mest usikre situation i flere år.

Sebastian Sørensen: Mellem linjerne synes jeg, hun udtrykte, at vi skal mene, at det er fedt for den unge generation at tage i krig for at forsvare og dø for vores land. Jeg synes, det mindede om propaganda og en måde at sige, at vi skal gøre vores pligt.

Hvad var mest interessant?

Thomas Storm: Jeg er en smule kritisk, for hun sagde mange positive ting, men jeg undrer mig over, om oprustningen af Danmark til et krigsland bliver på bekostning af vores velfærd. Skal vi være blinde for, at ting bliver taget fra os? Hun nævnte, at vi skal kæmpe for vores demokrati, som man har kæmpet for gennem historien, men så må vi jo også kæmpe for det, der er vores velfærd?

Sebastian Sørensen: Jeg er klar over, at den danske model er helt unik, og at vi skal være taknemmelige for, at vi blandt andet kan tage en uddannelse med SU, men jeg synes, at tonen fik os studerende til at lyde utaknemmelige. For mig blev det en ubehagelig måde at forsvare, hvorfor der bliver skåret i kandidatuddannelserne. Der opstod nemlig en ironi under debatten, da vi bliver bedt om at kæmpe for den velfærd, der bliver taget fra os.

Læs også