Spring til indhold
Forside

Nyhed

Jorge Cardeno fra teknoantropologi udnævnt til årets underviser på TECH

Lagt online: 05.01.2023

Årets underviser 2023 på Det Tekniske Fakultet for IT og Design hedder Jorge Ivan Contreras Cardeno. De studerende har mange rosende ord om ham og fremhæver bl.a., at han er en dedikeret og inspirerende underviser – og tillige en knalddygtig vejleder

Nyhed

Jorge Cardeno fra teknoantropologi udnævnt til årets underviser på TECH

Lagt online: 05.01.2023

Årets underviser 2023 på Det Tekniske Fakultet for IT og Design hedder Jorge Ivan Contreras Cardeno. De studerende har mange rosende ord om ham og fremhæver bl.a., at han er en dedikeret og inspirerende underviser – og tillige en knalddygtig vejleder

Tekst: Nelly Sander, TECH Dekansekretariat

Med helt unik motivation, engagement og passion er Jorge Ivan Contreras Cardeno en meget værdig modtager af titlen som årets underviser. Det er der på tværs af flere semestre enighed om blandt de studerende, der har haft fornøjelsen af hans undervisning og vejledning på teknoantropologistudiet.

Teknoantropologi i den virkelige verden

Med sin motiverende måde at undervise på, inspirerer Jorge Ivan Contreras Cardeno sine studerende til at fordybe sig i teknoantropologien, bl.a. fordi han gør dyd ud af at vise, hvordan teknoantropologi kan bruges i den virkelige verden. De studerende peger desuden på, at han helt tydeligt brænder for uddannelsen, hvilket også kommer til udtryk i det store arbejde, han har lagt i at videreudvikle den. I indstillingen står der således:

Jorge er utroligt engageret i teknoantropologi (TAN). Han er meget velbevandret i TAN-sproget og arbejder hårdt for at sprede ordet og værdien af TAN, hvor han kan. Han har formået at arrangere spændende virksomhedsbesøg, hvilket har været meget givende og interessante bidrag til vores syn og forståelse af, hvor og hvordan TAN kan anvendes.

Han er ligeledes kendt for at iværksætte en lang række workshops for at hjælpe med at engagere de studerende og gøre undervisningen mere interessant.

Empatisk og engageret vejleder

Det er ikke kun for sin dedikation og inspirerende undervisning, at Jorge Ivan Contreras Cardeno modtager stor ros. Også hans indsats som vejleder har sat mange positive spor i de studerende, som bl.a. peger på hans empati og evne til at indgyde selvtillid hos dem:

− Hans entusiasme inspirerer, hans ord giver indsigt og åbner op for yderligere udforskning. Han giver tid til hver studerende og lytter, hjælper og motiverer til at handle. Han tror virkelig på mulighederne i teknoantropologi og inspirerer en til at føle det samme, lyder det videre.

Stort tillykke til Jorge Ivan Contreras Cardeno med den fornemme pris.

Også et kæmpe tillykke til de indstillede fra TECHs øvrige studienævn:

  • Ming Shen, Elektronik og IT
  • Milo Marsfeldt Skovfoged, Medieteknologi
  • René Rydhof Hansen, Datalogi
  • Michael Lauring, Arkitektur og Design
  • Finn Kjær Christensen, Planlægning og Landinspektørvidenskab